Begivenheder

På Femø er fællesskabet omdrejningspunktet for et aktivt øliv.
Året igennem byder øen på et væld af aktiviteter og arrangementer for både fastboende, sommerhusejere og besøgende. Fra børnenes hyggelige juletræsfest og lokale sportsarrangementer til koncerter, kulturoplevelser og den traditionsrige Femø Jazz Festival – der er altid noget at samles om på øen.
Uanset årstid er der gode muligheder for at opleve Femøs særlige stemning og stærke fællesskab.

Juletræsfest

Børnenes juletræsfest afholdes 5. juledag på Femø kro. Stort juletræ, dans om træet, godteposer og gratis sodavand til børnene. Da børnene jo altid har været søde i det forgange år, så forventer vi naturligvis, at julemanden kommer forbi. Hvert år en fest som får stjerner til at lyse i børneøjne – alle børn og pårørende er velkommen.

Femø Klassisk

Femø klassisk byder på stemningsfulde, gratis sommerkoncerter i den smukke Femø Kirke. Oplev klassiske musikere i intime rammer, hvor høj kunstnerisk kvalitet møder øens særlige ro og nærvær. En unik musikoplevelse for både øboere og gæster.

Havnefest

Den årlige Havnefest er et af sommerens store samlingspunkter på Femø. Her mødes øboere og gæster til en hyggelig dag med musik, god mad, aktiviteter og maritim stemning, hvor fællesskab og traditioner er i centrum.

Mostedag

Moster Anders og Co kommer med det mobile mosteri og starter med at moste Femø Æblemost på Femø havn. Alle er velkomne til at komme ned og kigge på den spændende ”fabrik” og evt. give en hånd med. Det er også muligt at få en smagsprøve på den nye, varme most. Når Femø Æblemost er hældt på flasker og i poser, er mosteriet klar til de private. Alle kan få mostet egne æbler

Fastelavn

Den årlige fastelavnsfest på Femø Kro er en kær tradition, hvor børn og voksne samles til tøndeslagning, udklædning og hyggeligt samvær. En festlig vinterdag, der styrker fællesskabet og bringer generationer sammen.

Triatlon

Femø Idrætsforening afholder hvert år triatlon for både børn og voksne. Som noget helt særligt afholdes en familie/stafet triatlon.

Vildtspil

Jagtforeningens Vildtspil afholdes den første lørdag i november på Femø Kro. Vildtspillet trækker sædvanligvis fulde huse og er et af vinterens højdepunkter

Femø hornfiskemesterskab

Femøs årlige hornfiskemesterskab tiltrækker hvert år lystfiskere til Femø. Her deltager de på lige fod med øboerne i kampen om at fange den største hornfisk

Femø Lystfisker-Mesterskab

Femø lystfisker-mesterskab startede som en venskabelig dyst mellem øboerne, men har udviklet sig til at være et tilløbsstykke for lystfiskere uden for øen.

Julemarked

Her kan du finde de helt særlige gaver, som ikke findes andre steder: lokalt håndværk, unika og produkter skabt med omtanke. Gaver, der både glæder og samtidig giver noget tilbage til Femø og fællesskabet på øen. Højriis forkæler med varm, krydret æblemost og andre julelækkerier.

Sct. Hans

Grundejerforeningen "Lille Strandgaard" inviterer hvert år til hekseafbrænding, sang og båltale.
Arrangementet samler øboerne til nogle hyggelige timer