Femø Beboerforenings svar på høringen vedr. ”Forslag til Strategi for Færgefarten i
Lolland Kommune”.
Resume og konklusion:
Femø Beboerforening finder det bedrøveligt, at Fejø, Femø og Askø nu igen skal bruge kræfter på
at søge kommunens besparelser på færgefarten afværget. Vi finder det uholdbart for øernes
mulighed for udvikling og vores livsvilkår, at færgefarten konstant stilles overfor sparekrav og
ønsker om reduktion i driften.
Vi støtter op om kommunes intentioner om at fremtidssikre færgedriften, således at der kan skabes
ro om øernes livsnerve, og vi bidrager til hver en tid gerne til at finde løsninger, der er holdbare i
forhold til livsvilkår og udviklingen på øerne.
Femø Beboerforening finder imidlertid ikke, at det foreliggende ”Forslag til Strategi for
Færgefarten i Lolland Kommune” i sin nuværende form er egnet til at danne grundlag for
den politiske beslutning om en fremtidssikring af færgefarten.
Beboerforeningen finder desuden, at de økonomiske forudsætninger for strategien vil
resultere i så voldsomme ændringer i øernes livsvilkår, at det vil være uacceptabelt.