stenbideren

Om stenbideren

På Femø Havn Finder du Havnehuset ”Stenbideren”, som indeholder et stort opholdsrum, en Naturbase, og et rum med udlejningscykler.

Opholdsrummet kan frit benyttes af alle besøgende og lokale på Femø, og er åbent altid. Her kan du sidde og spise din medbragte mad, eller evt. bage pandekager på komfuret, hvis det er det du har lyst til. Du kan også bare bruge det som venterum, når du skal med færgen. Og der er 180 grader udsigt til havnen, så du altid kan holde øje med om færgen er på vej ind i havnen. Da der ikke er tilknyttet ”personale” er det vigtigt at forlade rummet i samme stand, som du finder det når du ankommer.

Naturbasen Indeholder en udstilling fra naturen, og udlån af forskelligt grej til en tur til stranden, som f.eks. fiskenet, vandkikkerter, lupglas til udforskning af småkryb i naturen, og meget andet. Der er også mulighed for at låne forskellige spil til ude og inde. Noget skal du betale lidt for at leje, og noget er gratis at låne.

Der er ikke fast åbent hver dag i naturrummet, men der vil altid være en kalender på vinduet, hvor vi skriver når der er frivillige som holder åbent for gæster.

I cykelrummet med udlejningscykler er der åbent døgnet rundt, så du altid kan leje en cykel når du kommer til Femø, og har lyst til at tage en tur rundt på øen. Der er oplyst priser på cykelleje på væggen i cykelrummet, og den eneste betingelse for at leje en cykel er at du enten har Mobilepay, eller kontanter med. Der er oplyst Mobilepay nummer i rummet, og der er en grøn pengekasse på væggen i rummet til kontanter.

 

Havnehuset er projekteret, og tegnet af lokale ildsjæle. Og det er også lokale ildsjæle, som var med i byggeledelsen i tæt samarbejde med håndværkerne, som stod for opførelsen af selve bygningen.

Økonomien til opførelse af Havnehuset ”Stenbideren” kommer fra Landdistriktspuljen og Nordea Fonden. Bygningen blev opført for 1.750.000, hvor kr.  1.000.000 blev doneret af Nordea Fonden og 750.000 kr. kom fra Landdistriktspuljen.